Dagmar spottede jeg i brunst d. 8. april 2020.
Jeg tog hende ud og satte hende sammen med Marabou.
De gik sammen 1 time og et utal af parringer fandt sted.
Jeg elsker, når jeg kender terminsdatoen og glædede mig helt sindtsygt til dette ønske drømmekuld skulle komme til verden senest d. 17. Juni 2020.
Da Dagmar er 6 uger henne er hun allerede temmelig stor og jeg mærkede liv i hende.
Dagmar blev bare ved med at vokse og vokse og da hun ramte dag 60 synes jeg faktisk ikke, at det var sjovt mere.
Antog med hendes størrelse, at så ville hun gå i fødsel senest på dag 67.
Der skete ikke en meter da vi ramte dag 67. Det blev dag 68. Dag 69. Dag 70 og ikke det der lignede en Dagmar der ville føde.
Hun spiste vældig og var som hun plejede lige med den forskel, at jeg normalt oplever mine drægtige hunner starter med at have plukveer ca 14 dage før termin. Ikke en eneste plukve så jeg ved Dagmar.
Mine drægtige plejer osse at begynde at grave fordybninger ca 1 uge før termin – heller ikke det gjorde Dagmar.
Hun var virkelig en atypisk drægtig.
Det bliver dag 71. Dag 72 og ingen tegn på fødsel.
Da hun når dag 73 begynder jeg at blive små bekymret – men klamre mig osse til, at så længe hun spiser, drikker og ingen ændring i adfærd så må alt være som det skal.
Sidst på eftermiddagen på dag 73 synes jeg at det ligner presseveer der sætter ind, men der kommer ganske få af dem og slut.
1½ time senere er der igen noget der ligner få presseveer og slut igen.
Jeg tager hende ud og da der ikke er liv i maven ringer jeg til dyrlægevagten her i Grenå og 10 min senere står jeg hos dyrlægen.
Dyrlægen undersøger hende og ingen baby ligger klar – de ligger alle endnu ude i hornene.
Da der er fint passage får Dagmar oxytocin (veestimulerende) og kalk i injektion og efter 15 min starter hendes presseveer.
Baby 1 kommer ud – desværre død. Baby 2 kommer ud – desværre død.
Vi bliver enige om at jeg godt kan køre hjem for de sidste skal nok komme ud og Dagmar vil have godt af at komme hjem og føde de sidste hjemme i vante omgivelser.
Hun føder så baby 3 & baby 4 på vej hjem og de er desværre osse døde. Kort efter vi er kommet hjem føder hun baby 5 – desværre osse død.
Da Dagmar sidder og hænger lidt sætter jeg hende i flokken for at live hende op. Hun liver osse op og spiser grønt sammen med de andre og drikker lidt vand. Hvorefter hun trækker sig tilbage for at få ro. Forståeligt da hun helt sikkert er træt og øm.
Aldrig i mine 6 år som opdrætter har jeg fået så store babyer i et kuld på 5.
Billederne af hver baby og dens vægt taler for sig selv og hvad alle 5 vejede til sammen.
Dyrlægen havde i hvert fald aldrig set så stor et drægtig marsvin før – så tror da pokker, at de var svære at presse ud + at de var døde som så gør, at veerne slet ikke bliver kraftige nok.
Billeder af Dagmar på dag 71.
700 Gram Døde Chokolade Babyer
Billeder af hvad hver baby vejede, da de endelig kom ud.
Men 125, 135, 135, 140 & 160 gram vejede de 5 babyer og dermed 700 gram babyer bar hun rundt på.
Tror da pokker, at hun var stor.
Så min dårlige mavefornemmelse holdte desværre igen stik, når mine drægtige bliver så store.
Jeg er super trist over at hele kuldet gik til – men priser mig lykkelig for, at jeg kørte til dyrlægen for at få dem ud så jeg i det mindste reddede Dagmar.
De næste dage vil så vise om jeg osse mister hende – hvilket jeg ikke håber.
Det værste af det hele er, at Carmen som ligeledes var parret af Marabou osse blev kolo mægtig stor og her endte det hele super trist.
Carmen gik i fødsel, men fik heller aldrig kraftige nok veer og hun fik pludselig styrt blødning og blev dårlig.
Så hun måtte aflives og nu står jeg igen med et kuld efter Marabou og ikke aner om jeg tør bruge ham på flere hunner, når de 2 kuld han har lavet gik til.